Når jeg er syg, må jeg ikke gå ud at handle!

"Når jeg er syg, hvad enten det er influenza eller stress, så kan jeg ikke tillade mig at gå i supermarkedet for at handle. Sæt nu, at en af mine kolleger ser mig og tror jeg pjækker!"

Har du selv haft det sådan, når du har været syg?

Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var for mig at melde mig syg, da jeg for en del år siden arbejdede som sygeplejerske. Jeg vidste nemlig godt, at mine kolleger måtte knokle ekstra, hvis jeg ikke var på arbejde. Og at der med stor sandsynlighed skulle kaldes en ekstra kollega ind, fordi jeg manglede. Det i sig selv kunne gøre, at jeg gik på arbejde, selv om jeg burde ligge i min seng.

Hvis jeg så var nødt til at sygemelde mig, følte jeg ikke at jeg kunne tillade mig at gå uden for en dør, uden først at sikre mig at jeg så meget lidende ud. I det tilfælde at jeg skulle møde en kollega. Vedkommende skulle jo helst ikke tro at jeg pjækkede.¨

Den dårlige samvittighed og spekulationer om, hvad andre mon tænkte om mig gjorde, at jeg ikke kunne tænke rationelt.

Jeg ved nu, at jeg ikke er alene om at have det sådan. Der er rigtig mange, især kvinder, som tænker sådan, når de er syge.

Vi skal næsten se ud som om, vi er "døden nær", når vi går uden for en dør, for at have samvittigheden på rette sted. For tænk nu om en kollega pludselig skulle dukke op på vejen.
Hvorfor skal vi have det sådan, at vi per automatik tænker, at andre mennesker ikke tror, at vi har rent mel i posen?

Er vi kvinder blevet så optaget af, hvad andre mennesker tænker om os, at vi ikke længere kan tænke rationelt?

Hvis du er syg med influenza, er du jo nødt til at gå ud for at handle engang imellem, med mindre du er så heldig at have en tjenestepige boende i huset, eller din mand kan handle ind for dig. En del af det at blive rask er jo at få noget ordentligt at spise, drikke og komme ud at røre sig.

Tag din egen medicin

Hvis jeg spurgte en hvilken som helst kvinde i Danmark om det ville være okay, at en kollega der var syg, gik ud for at handlede dagligvarer, ville langt størstedelen svare "ja".

Så hvorfor er det så svært at være rationel, når det gælder os selv?

Fordi det er nemmere at rådgive andre end at tage sin egen medicin.

Hvis du skulle rådgive en veninde, ville du støtte hende i sin ret til at gå uden for sin dør, selv om hun var syg.

For det forholder sig jo sådan, at jo mere vi holder os i gang når vi er syge, desto hurtigere bliver vi raske. Det har både den syge og arbejdsgiveren interesse i.
Det er selvfølgelig ikke okay at gå til fester, cafeture og poste opdateringer fra det lokale fitnesscenter hvis du ligger med influenza.
Men det er ok at gå dig en tur og få frisk luft, at handle ind og hente dine børn i børnehave, hvis du føler dig frisk nok til det.

Du ved det godt selv

Og det er her du kommer ind i billedet.

DU er nemlig fint i stand til selv at vurdere om du kan tage ud at handle eller du kan hente lillebror i børnehave. Det er der ingen andre der kan.

DU ved også dybt inden i dig selv, når du går uden for en dør om det er okay. Det handler om at begynde at stole på dig selv og dine egnen vurderinger.

Og nogle gange tager du fejl. Sådan er det. Måske troede du, at du var frisk nok til at gå dig en lille tur, men måtte sande efter du er nået op for enden af vejen, at det var du ikke. Så vender du om igen og lægger dig hjem under dynen.

Pyt med det!

Når vi møder mennesker på gaden, forestiller vi os alle mulige ting om dem. Ud fra deres udseende, fra deres måde at gå på, hvad de siger og hvad de gør. Men dybest set aner vi intet om, hvad der ligger til grund for det de gør og hvorfor de ser ud som de gør, lige netop denne dag, i dette minut.

Prøv næste gang du skal ud at handle, at betragte dine medmennesker mere objektivt. Se dem med nye øjne. Prøv at se på dem uden at dømme dem eller vurdere dem.
Overvej så, om du kunne gøre sådan ved dig selv. Altså se på dig selv, uden at dømme eller vurdere dig selv. Blot være til stede med dig selv som du er, lige nu!

Vil du lære hvordan du kan træne din opmærksomhed, og blive bedre til at være til stede med dig selv sådan som du er?
Læs her hvordan