Har du børn?
Er det ikke fantastisk?
Det er dejligt at se dem udvikle sig og blive store.
Men har du også opdaget, at der også følger en del bekymringer med det have børn? Det begyndte allerede, da den lille lå inde i maven:
- Hvilket temperament har han?
- Ligner hun sin far eller mor?
- Har han mon alle 10 fingre og tæer?
- Er hun sund og rask?
Bekymringer om mit barn
Når barnet bliver større handler bekymringerne om skole, uddannelse, venner, sygdom og kærlighed. Det er en del af pakken, når man får et barn.
Viser det sig så, at barnet ikke udvikler sig som naboens eller venindernes børn, bliver bekymringerne endnu større.
Jeg har også mange bekymringer
Jeg har selv en datter, som ikke har haft den samme ”normale” barndom, som hendes lillesøster har haft. Dermed ikke sagt, at hendes søster er gået glat igennem alt, langt fra. Men det har ligget inden for, hvad man kan forvente af et barn i hendes alder og inden for det, skolesystemet kalder normalområdet.
Min ældste datter har været på rundtur i diagnosesystemet, specialbørnehaver og skoler og er nu endt i det almindelige skolesystem. Det har bestemt ikke være uden udfordringer.
Jeg var sur og vred
Jeg har brugt meget tid på at være sur og vred over, hvor uretfærdigt det var, at vi ikke kunne have en ligeså normal familie, som alle andre havde. Brugt tid på, at se hvor godt andre havde det og sammenligne det med min egen familie. Forestillet mig, hvordan det ville være at have to helt normale børn, hvor alting gik glat og uden de store bekymringer.
Med andre ord har jeg brugt en masse tid på at opholde mig i naboens forhave, i stedet for at blive hjemme i min egen og nyde den, som den var. Og fordi jeg var hos naboen, så jeg ikke alle de smukke blomster, som blomstrede i min have.
Bevæg dig hjem i din egen forhave
For selvom der var ukrudt, så var der også mange smukke blomster. Jeg havde bare ikke set dem, fordi jeg havde haft travlt med at fokusere på ukrudtet.
Jeg fandt også ud af, at ukrudt kan være ret smukt. For ukrudt er jo kun ukrudt, fordi vi mennesker har bestemt os for, at det skal være det.
Da jeg bevægede mig hjem i min egen forhave, kunne jeg pludselig se alle de smukke ting, som vi havde i familien. Selvom det er en anderledes én af slagsen, så er den smuk. Og jeg begyndte at nyde de stunder, vi havde sammen. Begyndte at se den fantastiske udvikling min datter gennemgik, og nød det når hun gjorde fremskridt. Jeg prøvede at lade være med at sammenligne hende med andre – herunder hendes søster.
Det er ikke nemt
Det var og er ikke nemt. Slet ikke. Og jeg falder stadig i, den dér med at kigge over i naboens forhave, men jeg kommer lynhurtigt hjem igen.
Når man har et barn, som ikke udvikler sig inden for normalområdet, hvad enten det har en diagnose eller ej kan det være svært at lægge øre til, når ens veninder klager sig over hverdagens trivialiteter, fordi ens egne problemer synes så meget større og mere udfordrende.
Men vi har hver vores virkelighed.
Og vi har selv et ansvar for at nyde den have, vi har. Med og uden ukrudt.